Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Søvn

Søvnpolitik

I Østerfælled Børnehus ser vi på børns søvn ud fra et holistisk perspektiv. Det betyder, at vi ser på, hvor meget og hvordan barnet sover fordelt over hele døgnet og hele ugen. Vi er således ikke kun optaget af, hvor meget børnene sover, når de er hos os. Vi spørger derfor gerne ind til barnets soverytme hjemme og fortæller om barnets søvn her, så både forældre og medarbejdere har indsigt i barnets søvnmønster.

Vi mener, at en god søvn er forudsætningen for en god dag i Østerfælled Børnehus. Vi forsøger derfor i samarbejde med forældrene at skabe de bedste forudsætninger for, at børn får nok søvn. Vi giver alle børn, både vuggestue- og børnehavebørn, mulighed for at sove efter behov og således følge deres eget behov for søvn.

Når børn sover bearbejder deres hjerne indtryk, erfaringer og viden. Under søvnen udvikler kroppen væksthormoner og antistoffer, mens den hviler og sparer energi. Søvn har således betydning for barnets fysiske og psykiske udvikling, læring, sundhed og trivsel. God søvn skaber robuste børn.

Hvis børn sover for lidt, bliver de lettere overbelastede og kan efter en længere periode med dårligt søvnmønster få endnu sværere ved at falde i søvn pga. stresshormoner, der virker opkvikkende. Barnet påvirkes både fysisk og psykisk af manglende søvn. Nogle børn græder og har svært ved at være i børnegruppen, mens andre trækker sig fra fællesskabet, får ondt i maven eller mister appetitten.

Ligesom det anbefales at skabe gode rutiner omkring søvnen i hjemmet, forsøger vi ligeledes at skabe gode rutiner omkring søvnen i Østerfælled Børnehus. Det betyder eksempelvis, at vi fortæller det lille vuggestuebarn, at nu skal du sove samtidig med, at vi viser babytegnet for sove. Derefter skifter vi barnet, finder eks. Barnets sut, bamse eller klud, og lægger barnet i dets barnevogn eller krybbe, hvor vi siger ”sov godt” og enten bliver stående hos barnet og muligvis vugger barnet eller går fra barnet, så barnet selv kan falde i søvn.

Hos Skrubberne, Delfinerne, Vandlopperne og Krabberne sover de mindste enten i egen barnevogn eller klapvogn i sele eller i en af Børnehusets barnevogne eller krybber, hvor de har sele på. Vi tilbyder, at barnet til at starte med sover i egen barnevogn eller klapvogn, for at barnet dermed har et trygt og velkendt sted at sove. De mellemstore børn sover enten i en høj krybbe, hvor de har sele på, eller i en lav krybbe uden sele. Vi har stiger så børnene selv kan kravle op i de høje krybber. Børnene kan selv kravle op i de lave krybber med hjælp fra en skammel eller uden hjælp. Børn der sover i barnevogn, klapvogn eller krybbe, bliver enten puttet udenfor eller indenfor afhængigt af, afhængigt af hvor barnet sover bedst og naturligvis afhængigt af vejret. De ældste børn sover oftest på madras inde på en stue, hvor der ligger en voksen med dem, til de falder i søvn, eller til den voksne vurderer, at barnet ikke er træt. Dem der sover på madras bliver oftest puttet kl. 12.00, mens de andre børn puttes efter behov i løbet af dagen. Fra 12-12.30 er de børn, der er vågne, inde hos vuggestuegruppen ved siden af sammen med nogle voksne.

Vi vurderer i samarbejde med forældrene, hvor barnet vil sove bedst. Nogle børn oplever det ubehageligt at have sele på, og i det tilfælde vil vi derfor vælge at lade barnet sove i en lav krybbe eller på madras, hvor barnet ikke spændes fast. Derudover vurderer vi løbede, hvor og hvordan barnet sover bedst og forsøger at skabe mulighed for dette. Ud fra de muligheder vi har, forsøger vi at skærme de børn, der har behov for mere ro og færre indtryk, når de sover.

Vi sørger løbende for, at barnet, og selen ikke giver barnet mulighed for at sætte sig på knæ eller rejse sig. Vi viser nye medarbejdere, hvordan de justerer en sele.

Når barnet er to år, må barnet ikke længere sove med sele. Vi informerer derfor forældrene om dette og hvis ikke det er skat tidligere, vil vi når barnet fylder to år, putte barnet i en lav krybbe eller på madras.

I samarbejde med forældrene vurderer vi, hvilke børn der har behov for en middagslur eller flere og putter børnene, når vi oplever. At de har brug for en lur.

Vi har ofte tilsyn med de børn, der sover og tjekker løbende op på, at der har været en og se til de sovende børn på den anden stue, i krybberummet eller ude på de små legepladser, som ligger ud til Skrubberne, Delfinerne, Vandlopperne og Krabbenes stuer.

Hos Flyvefiskene sover alle børnene på madras. De bliver puttet ca 11.30 på stuen. Når de vågner, og der stadig er børn, der sover, sidder de i Flyvefiskenes køkken sammen med en voksen, for dermed at give de andre børn ro til at sove. De børn, der ikke sover middagslur, er enten nede på en af de andre stuer eller sammen med en af flyvefiskenes medarbejdere i deres køkken.

Inde i børnehuset sover børnehavebørnene, der har brug for en middagslur, sammen med de ældste vuggestuebørn på madras.

I Ellingehus sover børnehavebørnene, der har brug for en middagslur, inde på en stue på madras, Nogle børn falder i søvn i bussen på vej tilbage mod København.

Vi opfordrer til, at børnene har det med, som de sover med hjemme, eks sut, nusseklud eller bamse. Det giver barnet tryghed og ro til at sove samt er en del af barnets velkendte soverutine.

Vi vækker ikke børnene fra deres middagslur, da forskningen viser, at det påvirker barnets nattesøvn negativt. God søvn om dagen giver god nattesøvn. Dog er vi opmærksomme på, at børns søvnrytme kan være rykket i en grad, der forstyrrer barnets og familiens døgnrytme. Vi vil i disse tilfælde samarbejde med familien om evt. at putte barnet tidligere eller pusle omkring barnet, hvis barnet sover op til fire timer.

Børns behov for søvn er aldersbetinget:

  • Børn, der er under 12 måneder, sover 9-12 timer i løbet af natten, og omkring 2-4,5 timer om dagen.
  • Børn, der er 1.3 år, sover 12-14 timer i døgnet hvoraf barnet sover 1-4 timer om dagen.
  • Børn, der er 3-5 år, sover 11-12 timer i døgnet, og har oftest ikke længere brug for at sove i dagtimerne. Dog tilbyder vi ofte de børn, der lige er startet i børnehave, en lur, da vi oplever, at de stadig kan have behov for en lur, da der er mange nye indtryk.
  • Børn, der er 6 år, har brug for 11-12 timers søvn i døgnet.

Alle medarbejdere i Østerfælled Børnehus har læst de gældende retningslinjer for søvn i dagtilbud og Østerfælled Børnehus´ søvnpolitik.