Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Alsidig personlig udvikling 3-6 år

Alsidig personlig udvikling, 3-6 år

Særlige refleksioner, pejlemærker og læreplanstemaer

1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udfolder, udforsker og erfarer sig selv og hinanden på både kendte og nye måder og får tillid til egne potentialer. Dette skal ske på tværs af blandt andet alder, køn samt social og kulturel baggrund.

2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte samspil og tilknytning mellem børn og det pædagogiske personale og børn imellem. Det skal være præget af omsorg, tryghed og nysgerrighed, så alle børn udvikler engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse i fællesskaber. Dette gælder også i situationer, der kræver fordybelse, vedholdenhed og prioritering.

Sammenhæng

I Østerfælled Børnehus ser vi barnets alsidige personlige udvikling som essentielt for at kunne mestre engagement, livsduelighed, gå-på-mod og deltagelseskompetence.

For at barnet bliver livsdueligt, støtter vi i Østerfælled Børnehus barnet i at mestre institutionslivet, med øje for barnets nærmeste udviklingszone. Med livsduelighed mener vi, at barnet skal støttes i at udvikle sit selvværd, selvtillid og selvforståelse. Børnene har brug for at kunne mærke og udtrykke deres behov.

Dette giver grobund for, at barnet kan navigere i de forskellige rammer og fællesskaber på tværs af børnegrupper i Østerfælled Børnehus.

Mål

Barnet er i stand til at mærke sig selv, deres følelser og behov og dermed sætte grænser.

Barnet udvikler tryghed og tilknytning til både børn og voksne.

Barnet udvikler sit selvværd, så det har mod og lyst til at indgå i fællesskab med andre børn på tværs af børnegrupperne.

Barnet kan aflæse andre børn og voksnes kropssprog og signaler.

Barnet opnår fornemmelse for medbestemmelse og vedholdenhed.

Barnets udvikler sin evne til at samarbejde med andre børn og voksne samt at kunne anerkende andre.

Barnet opnår en kompetence til at løse konflikter med andre børn, forhandle og hjælpe hinanden.

Barnet opnår en høj grad af selvhjulpenhed.

Barnet er nysgerrigt i forhold til andre mennesker, sine omgivelser, leg og aktiviteter.

Tiltag

I Østerfælled Børnehus giver vi børnene rum og plads til at udtrykke sig verbalt og nonverbalt. Vi er opmærksomme på at følge barnets spor og spejle dem i deres følelser. Dette gør vi ved at anerkende børnenes følelser, sætte ord på, og har særligt øje for de børn, der skal hjælpes på vej for at lykkes. Vi hjælper børnene i hverdagen med at løse konflikter, forhandle i legen og hjælpe hinanden.

Vi er opmærksomme på, at læringsmiljøet for barnet skal indeholde aktiviteter og leg, hvor udfordringer og færdigheder passer sammen.

I Østerfælled Børnehus guider vi barnet, hvor udfordringer kan virke svære, således at barnet opnår mestring og tro på egne evner.

Vi gør os umage for skabe tæt tilknytning til barnet ved at tilbyde trygge rammer og nærværende voksne. Dette er i særligt fokus ved opstart i institutionen, således at der skabes et trygt fundament for barnet og dets familie.

Vi støtter og motiverer barnet til selvhjulpenhed, f.eks. i at tage tøj på selv, bruge toilettet, samarbejde, løse konflikter og bede om hjælp.

Vi har samarbejde med Vibenshus skole, hvor Storgruppen fra både Børnehuset og Ellingehus deltager i et arrangement på Vibenshus Skole omhandlende fri for mobberi.

Følgende er revideret på baggrund af den løbende evaluering i maj 2021: 

Vi benytter os af Theraplay i arbejdet med børn med uroligt sansesystem for at hjælpe dem til en tryg tilknytning samt større trivsel og læring i hverdagen. 

I Ellingehus arbejder vi med at hjælpe børnene med at anerkende hinanden indbyrdes ved at inddele børnene i 6 mindre grupper, hvor vi arbejder med sprog, sociale relationer, bevægelse, filosofi og medbestemmelse samt urtehave. Disse fokuspunkter justeres løbende efter behov. Når vi samarbejder i disse små grupper, oparbejder børnene en forståelse for hinandens kompetencer og udfordringer, og hermed en tolerance og respekt for hinandens forskelligheder.   

Vi opdeler børnene i mindre børnegrupper om formiddagen, og er særligt opmærksomme på at støtte børn i udsatte positioner. I Ellingehus har vi fokus på, at når vi laver aktiviteter og lege for en stor børnegruppe, så er vi bevidste om vores position, så alle børn oplever at være en del af børnefællesskabet. 

Vi har ens overgange og afsked i hele Østerfælled Børnehus, hvilket sikrer alle børn lige muligheder for deltagelse.

Vi holder forsamtale og efter behov overleveringssamtale, hvor personale og barnets forældre deltager for at videregive viden og erfaringer, der hjælper barnet til trygt at starte på en ny stue.

Tegn

Børnene viser hele deres følelsesregister og har en fornemmelse af, hvordan de forskellige følelser kommer til udtryk og kan læse kropssprog, mimik og stemninger hos andre børn og voksne. Barnet opnår en evne til at kunne selvregulere sine følelser ift. omgivelserne. Barnet formår at modtage og give anerkendelse til og fra andre.

Børnene kan vise og give udtryk for deres egne behov og meninger i dagligdagen, f.eks. ved måltiderne, til samling og på legepladsen.

Børnene forsøger at løse konflikter selv eller beder om hjælp til dette. Vi ser, at børnene forhandler og indgår kompromisser i legen.

Børnene udviser mod til at bevæge sig udenfor egen komfortzone.

Børnene bliver efterhånden mere selvhjulpne og har lyst og mod til at klare de fleste ting i hverdagen selv.

Evaluering

Fokus for evalueringen skal være, hvad det pædagogiske læringsmiljø betyder for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse, og om der er

noget, der skal være anderledes i læringsmiljøet på baggrund af dette.

Vi evaluerer løbende vores pædagogiske dagligdag, udfordringer, mål og tiltag på stuerne og til personalemøder. Hvad fungerer godt hos os?

Hvilke udfordringer har vi? Hvad kan vi udvikle og blive bedre til? Hvad har vi ikke igangsat eller prøvet af?

1. Formålet med evalueringen. Hvad eller hvilket område vil vi evaluere?

2. Dokumenter med fokus på sammenhængen mellem læringsmiljøet og børnenes læring samt med fokus på refleksion.

3. Analyser dokumentation og sæt retning for fremtidig praksis, eventuelle ændringer og tiltag.

Vi får ny viden, ser fremad og sætter nye mål.

 

Evaluering af læreplanstemaet Alsidig personlig udvikling for de 3-6-årige, marts 2021

Vores pædagogiske dokumentationsformer består af SMTTE og observationer af praksis og refleksioner herpå. 

 

Vi har lavet understøttende læringsmiljøer, været kreative, faglige og haft for øje, at børnene skal have mulighed for at udfolde, udforske og erfare sig selv og hinanden på nye måder, inden for kendte områder. F.eks. har der været fokus på at lave udendørslege, så som sanglege og motoriske aktiviteter, som alle børn kan deltage i.

Vi har altid børnene i fokus, så de oplever professionel kærlighed og omsorg, hvilket læner sig op ad vores barnesyn, hvor de gode relationer er afgørende for tryghed og trivsel.

Vi har ugentligt på stuebasis, ved stuemøder, reflekteret over vores arbejde med børnene, og hvordan det understøtter børnene i deres udvikling og har lavet SMTTE ved behov. To gange årligt laver vi TOPI, hvor vi stuevis gennemgår alle børns trivsel, læring, udvikling og dannelse, og således danner os et overblik over samtlige børn, og hvorvidt der skal laves en SMTTE og afholdes trivselssamtale med forældre til børn i udsatte positioner.  

I nogle få tilfælde har vi lavet en underretning på børn i udsatte positioner. Det laves ofte i samarbejde med forældrene og sættes i værk for at sikre en højere grad af tværfaglig hjælp til at styrke barnets trivsel og læring. 

 

Vi har skabt trygge rammer, så alle kan indgå i fællesskabet på tværs af alder og kulturel baggrund. Vi er hele tiden opmærksomme på at skabe gode børnefællesskaber, hvor vi udviser respekt for hinanden og alle føler sig værdsat. Ved at være nærværende og faglige pædagoger har vi skabt rum for barnets nærmeste udviklingszone. Det har vi bl.a. gjort ved at være observante, anerkendende og guidende. Vi øver børnene i at lytte til hinanden, være opmærksomhed på hinanden og vente på tur. Vi arbejder kontinuerligt med at sikre en god samlingskultur og det gode måltid ved at sørge for fast struktur og rytme, som skaber en god stemning, giver ro til at spise og skaber mere nærvær. Særligt udsatte børn er der ekstra fokus på, og de hjælpes/guides bl.a. til at kunne indgå i fællesskabet. Vi er kontinuerligt opmærksomme på, at de satte rammer er med til at bibeholde det trygge og udviklende miljø. Således arbejder vi med en strukturering af dagligdagen for at sikre at særligt børn i udsatte positioner opnår trivsel og læring i de pædagogiske læringsmiljøer over hele dagen.

Hvis vi oplever, at vi har svært ved at skabe trivsel for et barn bruger vi ofte reflekterende team til styringsmøde som refleksionsrum, hvor kollegerne kan bidrage med deres faglige refleksioner på ens udfordring. På den måde sikrer vi de udsatte børns trivsel og læring.    

I Børnehuset har der under Covid-19 været særligt fokus på at organisere morgenstunden og eftermiddagen, hvor en voksen går fra for at hjælpe børnene med at få vasket hænder, pakke taske/sætte taske på plads, tage overtøj af/på og sige farvel/blive lukket ud til mor eller far. Det har været en udfordring at sikre nærværet på stuen, da en voksen i længere perioder er fraværende. Imens er der en legezone tilgængelig for alle børn, som oftest et tegnebord, hvor den anden voksne har ansvar for at sikre, at legezonen fungerer, og alle i børnegruppen lærer og trives. Vores pædagogiske læringsmiljø har således været i særligt fokus for at sikre børnegruppens leg og læring.  

Vi ser frem til igen at have forældrene inde i huset for selv at aflevere og hente deres børn og for at styrke fællesskabet blandt forældrene og give forældrene et større kendskab til Børnehusets hverdag og børnegruppen.

 

I Ellingehus oplever vi, at vi er gode til at anerkende børnene, som er en vigtig del af vores barnesyn, men vi vil gerne blive bedre til at styrke børnene i at anerkende hinanden.

 

I konflikter mellem børnene hjælper vi de involverede børn med at lade dem komme til orde. Vi hjælper dem med at reflektere over, hvad de kunne have gjort i stedet for f.eks. at blive sur og derfor smide med skovlen.  Vi forventer af børnene de viser hensyn til andre og tager ved lære af tidligere konflikter. Forventningerne afstemmes med barnets udviklingsniveau og refleksionsniveau. Vi hjælper børnene med at indgå kompromisser i konflikter, så de på sigt selv kan løse konflikter. Vi stræber mod at blive bedre til at reflektere over konflikten sammen med de involverede børn, i stedet for at dømme eller overtage refleksionen for dem.  

 

Da vi under Covid-19 var inddelt i helt små grupper på seks børn og havde flere personaleressourcer, styrkede det i høj grad børnenes alsidige personlige udvikling, da det var nemmere at have fokus på balancen mellem at styrke det enkelte barns trivsel og udvikling samt fællesskabet; en balance, der kræver tillid til kollegaerne, så man kan holde fokus og være nærværende med barnet/børnegruppen, organisering samt fokus på kommunikation, og en balance, der styrkes af at være flere pædagogisk personale til stede, så vi bedre kan nå at se det enkelte barn. Særligt i Ellingehus er det en udfordring, da der er et stort areal, hvor børnene kan gemme sig, og personalet er langt mere spredt ud. Det er således et stadigt opmærksomhedspunkt, der kræver daglig planlægning.

Vi hjælper børnene med at tage ansvar for egne ejendele og øve sig i at holde en aftale, f.eks. huske at putte vanterne i tasken, stoppe ved vejen og vente på resten af børnegruppen på tur eller få lov at lege inde alene med LEGO sammen med en god ven. Vi har blik for børnenes dannelse, når vi introducerer dem for vores normer og værdier, som hjælper børnene til at indgå i relationer med de andre børn og voksne.

Vores barnesyn viser sig ved, at vi værdsætter og har særligt fokus på at skabe pædagogiske læringsmiljøer, der giver det enkelte barn selvværd og selvtillid.  Vi hjælper børnene med at være modige og således blive livsduelige, og øver dem i at forholde sig til det farlige og kunne regulere sine følelser; at gå balance på en balancebom eller en væltet træstamme, at spørge om lov til at være med i en leg, at gå ud i køkkenet og bede om en ekstra kop, at være vred og opleve at den voksne hjælper med at regulere følelsen af vrede og måske hjælper med at trække sig og få en pause sammen med en voksen eller med en voksen tæt på.

I året 20/21 har vi kun i meget begrænset omfang samarbejdet med Vibenshus skole. Samarbejdet har primært været på ledelsesplan og omkring overleveringspapirerne via KBH Barn.

I et tilfælde med særlig indsats omkring et barn, har vi samarbejdet målrettet med en anden skole i nærområdet og deres fritidshjem, forældre samt støttekorpset og psykolog omkring den gode overgang og overlevering. Dette var en meget positiv oplevelse for alle, og vi fik skabt den bedst mulige overgang med de midler, der var til rådighed.

Vi ser frem til at genoptage det gode samarbejde, med Vibenshus skole, til efteråret omkring de kommende skolestartere.

Vi har i Børnehuset fortsat vores storgruppe arbejde på tværs af de 2 børnehavegrupper og på de enkelte stuer. Størstedelen af storgruppe arbejdet har været foregået udendørs pga. Covid-19, så vi har tænkt kreativt ift. den pædagogiske skoleforberedende aktivitet. Vi har benyttet os af naturen i byen, byens gader og skilte, fodboldbanen osv. Vi har haft fokus på genkendelse og læring af bogstaver, tal, samarbejde, trafiksikkerhed og ”fri for mobberi”.

Vi vil løbende evaluere og lave en samlet evaluering i 2023.

Løbende evaluering, maj 2021

Vores tilsynsrapport peger på, at vi særligt i Ellingehus skal arbejde systematisk med en plan for dagligdagen, hvor børnegruppen deles op i mindre grupper. Vi tilstræber derfor små grupper, der giver større mulighed for læringsmiljøer præget af nærvær og fordybelse samt trivsel og læring hos hele børnegruppen med særligt fokus på at styrke børn i udsatte positioners trivsel og læring. Vi har ansat endnu en medarbejder om formiddagen i Ellingehus (minimumsnormering) for at kunne dele børnene mere op. Børnene er pt i de samme grupper ca. 3 uger ad gangen. En gang om ugen har vi fokus på sprog, og en gang om ugen er det medbestemmelse og filosofi. I disse grupper arbejder vi blandt andet med børnenes alsidige personlighed, ved at samtale og lave opgaver/øvelser/lege, der hjælper børnene til at reflektere over egen handlinger; godt og ondt; hvordan sproget kan bruges, og hvordan det påvirker andre. I disse grupper er der plads til at øve sig, fejle og arbejde med fællesskabsfølelsen og anerkendelsen børn imellem. Vi giver hvert enkelt barn plads og hjælper gruppen til at rumme hinandens grænser og udfordringer. Når vi løser opgaver, er det vigtigt, at vi sammen lykkes, og alle kommer i mål med støtte og opbakning fra gruppen. Disse opøvede egenskaber skal gerne komme til udtryk i børnenes frie leg og konflikter og hjælpe børnene til bedre at kunne anerkende hinanden og indgå i små og store fællesskaber. Vi reflekterer løbende over stemningen i børnegruppen på stue- og afdelingsmøderne.

 

Når vi har gang i større aktiviteter i Ellingehus, peger tilsynsrapporten på, at de voksne skal indtage en bevidst position, hvor de enten er fordybet i aktiviteten, agerer praktisk hjælper eller er særligt opmærksom på at hjælpe de børn, der har behov herfor, ind i børnefællesskabet. Dermed sikrer vi alle børns deltagelse. I vores planlægning heraf vil vi derfor arbejde videre med, at de voksnes position er tydelig og veldefineret, så alle børn sikres deltagelse i børnefællesskabet og oplever positive barn-barn og voksen-barn relationer.

Vi vil fremadrettet arbejde målrettet med vores dokumentationskultur i Østerfælled Børnehus, så alle medarbejdere får en viden om og erfaring med de dokumentationsformer, vi benytter. Vi er særligt optagede af fremadrettet at benytte fotos og videooptagelser, som dokumentationsformer, dels til forældrene og dels til kollegaerne. Således vil vi reflektere over og nedskrive vores etiske overvejelser og handlemåder, som skal være gældende i vores arbejde med fotos og videooptagelser. Disse skal hjælpe os til i højere grad at reflektere over sammenhængen mellem vores læringsmiljø og børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse. Derudover vil vi gerne introducere alle medarbejdere til, hvordan fotos og videooptagelser kan bruges til at dokumentere den pædagogiske praksis, så vi dermed kan reflektere over sammenhængen mellem det pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse. Vi vil således bruge disse dokumentationsformer i vores kommende evalueringer af vores læreplanstemaer.  

I Østerfælled Børnehus sender vi jævnligt nyhedsbreve til forældrene, og under dialogen omkring tilsynsrapporten reflekterede vi over, at vi gerne ville udarbejde en skabelon til nyhedsbrevenes form og indhold for at kvalificere det yderligere. Det har vi således tænkt også at påbegynde et arbejde omkring.

Efter at ledelsen har observeret at der er forskel på, hvordan stuerne forholder sig til og afholder overgange og afskeder, vil vi gerne sikre, at alle børn i Østerfælled Børnehus oplever, at alle overgange og afskeder er ens, og at alle børn dermed har lige muligheder for trivsel og deltagelse i fællesskabet. Vi vil derfor afholde et styringsmøde, hvor vi skal fastlægge principper for afslutning og afskedsgave. Fremadrettet er forsamtale inden opstart i børnehaven obligatorisk. I Børnehuset vil forældre og personale deltage, og ligeledes i Ellingehus, hvor den dog vil den blive afholdt indenfor de første tre dage af barnets start. Hvis der har været en handleplan eller en særlig indsats ift. barnet, vil vi afholde en overleveringssamtale, hvor personale fra barnets gamle stue og nye stue deltager samt barnets forældre og evt. en fra ledelsen.      

Ledelsen har fokus på at udbrede metoden Theraplay til hele institutionen, da vi oplever, at den gavner børn med uroligt sansesystem og er med til at opkvalificere personalet. Vi vil bestræbe os på at få en oplægsholder til at holde oplæg om Theraplay på et personalemøde.