Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Social udvikling 0-2 år

Social udvikling, 0-2 år

Særlige refleksioner, pejlemærker og læreplanstemaer

Pædagogiske mål for læreplanstemaet:

1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn trives og indgår i sociale fællesskaber, og at alle børn udvikler empati og relationer.

2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte fællesskaber, hvor forskellighed ses som en ressource, og som bidrager til demokratisk dannelse.

Sammenhæng

Børnene i Østerfælled Børnehus bevæger sig i mange forskellige relationer i forskellige arenaer og har derfor brug for at udvikle deres sociale kompetencer til at indgå i små og store fællesskaber. For at kunne mestre og indgå i disse fællesskaber, skal børnene lære at kunne tilegne sig fællesskabets normer og værdier. Ligeledes at mestre individuelle færdigheder, så de er i stand til at præge og berige fællesskabet med deres meninger, ønsker og holdninger. For at give børnene muligheden for dette, er vi opmærksomme på, at det kræver trygge og forudsigelige rammer.

Leg og relationer mellem børnene er en forudsætning for trivsel og livsglæde. Det er gennem legen og det sociale samvær, at barnet opnår sociale færdigheder, dannelse, virkelyst og lærer at løse opgaver og tackle uenigheder.

En af kendetegnene ved leg er at den hele tiden er i udvikling, og børn hele tiden må afstemme med hinanden, for at holde fast i legens kvalitet og varighed.

Empati er en væsentlig del af barnets sociale udvikling. Barnet har behov for at kunne sætte sig ind i andres følelser og oplevelser, og kunne handle på måder, der også understøtter samspillet med andre.

Samarbejdet mellem os og forældrene er en vigtig del af barnets sociale læring og udvikling. Dialogen kan medvirke til en helhedsforståelse af barnets perspektiv, udfordringer og sociale liv.

"Jeg har værdi for fællesskabet og fællesskabet har værdi for mig”

Mål

Barnet skal kunne mestre at indgå i større og mindre fællesskaber og tilegne sig forståelse for fællesskabets normer og værdier.

Alle børn har lige muligheder for at kunne indgå i et fællesskab.

Barnet har de nødvendige redskaber til at kunne aflæse andre børns følelser og behov.

Barnet kan udvise stigende omsorg og empati.

Barnet føler sig set og hørt af personalet i Østerfælled Børnehus.

Barnet føler sig set og hørt af andre børn.

Alle børn har legerelationer og formår at skabe kontakt til andre børn og voksne.

Alle børn skal føle, at de har en ven.

Tiltag

I Østerfælled Børnehus skaber vi læringsmiljøer, hvor barnets lyst til at lege, udforske og eksperimentere er i centrum.

Vi er særligt opmærksomme på at inkludere børn, som har vanskeligt ved at indgå i sociale relationer. Det kunne være ved at skabe specifikke små legegrupper, hvor børnene lærer at aflæse hinandens følelser, og hvor pædagogen veksler mellem at gå foran, ved siden af eller bag ved barnet.

Via legezoner og tydeligt opdelte rum inviterer vi til, at barnets udfoldelsesmuligheder er gode, sådan at en leg kan opstå og foregå uforstyrret over længere tid.

Vi holder samling næsten hver dag, hvor vi øver os i turtagning og lytter til, hvad det enkelte barn gerne vil synge.

Vi har fokus på det enkelte barns oplevelse og fælles oplevelser.

Vi inddrager aktivt forældrene i at støtte op omkring spirende og etablerede venskaber. Samtidigt fortæller vi forældrene vigtigheden af, at de hilser på alle børn og forældre i den børnegruppe, som deres børn er en del af.

Ved konflikter hjælper vi børnene til at sætte ord på egne og andres følelser og handlinger og hjælper dem til en forståelse af egne og andres reaktioner. Personalet hjælper børnene med konkrete alternativer til handling i konflikter.

Vi tager tog og bus til nye og kendte steder, hvor vi skaber mulighed for at danne og styrke venskaber og fremme børnegruppens trivsel og læring.

Følgende er revideret på baggrund af den løbende evaluering i maj 2021: 

Vi sender jævnligt nyhedsbreve ud til forældrene om børnegruppens sociale samspil.

Tegn

Vi ser, at børnene indgår i små og store fællesskaber.

Børnene opsøger hinanden i den frie leg. De snakker om hinanden, og f.eks. spørger efter et barn, der ikke er til stede. Børnene øver sig i at sige ”Stop” med babytegn eller verbalt, når andre børn f.eks. tager deres legetøj. De har en begyndende forståelse for andre børns oplevelse, f.eks. henter sutten til et barn, der er faldet og græder.

Når børnene giver udtryk for egne behov og ønsker verbalt og nonverbalt.

Evaluering

Fokus for evalueringen skal være, hvad det pædagogiske læringsmiljø betyder for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse, og om der er noget, der skal være anderledes i læringsmiljøet på baggrund af dette.

Vi evaluerer løbende vores pædagogiske dagligdag, udfordringer, mål og tiltag på stuerne og til personalemøder. Hvad fungerer godt hos os?

Hvilke udfordringer har vi? Hvad kan vi udvikle og blive bedre til? Hvad har vi ikke igangsat eller prøvet af?

1. Formålet med evalueringen. Hvad eller hvilket område vil vi evaluere?

2. Dokumenter med fokus på sammenhængen mellem læringsmiljøet og børnenes læring samt med fokus på refleksion.

3. Analyser dokumentation og sæt retning for fremtidig praksis, eventuelle ændringer og tiltag.

Vi får ny viden, ser fremad og sætter nye mål.

Evaluering af læreplanstemaet Social udvikling for de 0-2-årige, marts 2021

Vores pædagogiske dokumentationsformer består af SMTTE og observationer af praksis og refleksioner herpå.

Når barnet bliver afleveret, hilser vi godmorgen til barn og forældre, og er opmærksomme på, hvordan barnet og stuens øvrige børn reagerer på barnets ankommen ved f.eks. at rette fokus mod de andre børn, der glade siger barnets navn. Her har vi særligt fokus på børnefællesskabet på stuen ift. at fremme det enkelte barns trivsel og udvikling.

Når vi spiser, sidder vi i øjenhøjde og snakker ligeværdigt om børnegruppens oplevelser og følelser. Vi opfordrer børnene til at sende maden videre til næste barn eller tilbage til den voksne efter brug. I forbindelse med afrydning af borde efter frokost, indgår barnet i et fællesskab med den voksne, ved at sætte tallerken, kop og hagesmæk på vogn. Børnene får i dette fællesskab en opgave, som viser at de har en vigtig rolle. Det samme gælder, når børnene hjælper med at skubbe vognen ud til køkkenet og smide hagesmækkene til vask. Vi er særligt optagede af dannelse, så børnene lærer stuens normer og værdier ved selv at tage del i hverdagens rutiner.

Morgensamling er på mange stuer forudsigelig og en fast rutine hver morgen. Vi samles og får sagt goddag til alle indmødte børn og får derigennem bl.a. styrket stuens fællesskab. Her øver vi turtagning, venten på hinanden og vi får lyttet til hinanden, samt holder fokus på demokratisk dannelse. Her får børnene medindflydelse på, hvordan dagen skal startes i fællesskabet, og vi ser børnegruppen trives i det.

Når vi skal udenfor opfordrer vi børnene til at hjælpe hinanden med f.eks. at lyne hinandens flyverdragter op/ned, hente turveste, holde hinanden i hånden. Vi snakker om, hvor turen går hen og, efterfølgende snakker vi om, hvordan turen var. Børnefællesskabet har en særlig værdi, idet børnegruppen får erfaring med, hvordan de kan bidrage til fællesskabet, og vi ser hvordan det skaber trivsel og læring i børnegruppen og hos det enkelte barn, der får hjælp eller hjælper.

Når børnegruppen leger, guider vi børnene til at sætte ord på social ageren som f.eks. at sige stop, hvis nogen tager ens ting eller er for vilde, spørge om man må låne eller vi giver barnet et alternativ ved f.eks. at sige, at de kan tage dukken ved siden af. Ligeledes sætter vi ord på følelser og behov f.eks.: “Kan du se, at hun bliver ked af, at du tager hendes tog?” Derved prøver vi at udvikle og øge barnets sans for empati. Vi giver barnet et positivt alternativ til, hvad vi gerne vil have barnet til. I legen lader vi også børnene lege parallelt for hinanden. Her kan de være en del af et fællesskab uden af lege med de andre, men ved at lege som de andre eller nær dem. Ser vi et barn, som ønsker at deltage en leg som andre børn har gang i, men kan have svært ved at interagere, hjælper vi voksne med at lade barnet deltage ved at guide det og nogle gange være talerør for barnet. I lege er vi særligt opmærksom på børneperspektivet, så vi bedst muligt kan styrke barnet i dets trivsel og læring.

Når vi har børn som er voldsomme overfor de andre børn ved evt. at skubbe, lægge sig ovenpå dem, bide, slå eller tage andres ting. Her må vi til tider lade en voksen være sammen med barnet i en længere periode for at guide det socialt og give ekstra omsorg og opmærksomhed samt lave vi små grupper med stuens andre børn, som barnet kan have glæde af at indgå i en social relation med, for at bl.a. øge barnets selvværd og livsglæde, ved at barnet føler sig, set, hørt og forstået. Vi er opmærksom på, at børn i udsatte positioner har brug for vores hjælp til at indgå i børnefællesskabet.

Vi vil løbende evaluere og lave en endelig evaluering i 2023.

Løbende evaluering, maj 2021

I Østerfælled Børnehus sender vi jævnligt nyhedsbreve til forældrene, og under dialogen omkring tilsynsrapporten reflekterede vi over, at vi gerne ville udarbejde en skabelon til nyhedsbrevenes form og indhold for at kvalificere det yderligere og sikre et mere ensartet informationsniveau til alle forældre. Det har vi således tænkt at påbegynde et arbejde omkring. Nyhedsbrevene giver forældrene et indblik i børnegruppens trivsel og udvikling og deres sociale samspil