Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Kultur, æstetik og fællesskab 0-2 år

Kultur, æstetik og fællesskab, 0-2 år

Særlige refleksioner, pejlemærker og læreplanstemaer

1. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn indgår i ligeværdige og forskellige former for fællesskaber, hvor de oplever egne og andres kulturelle baggrunde, normer, traditioner og værdier.

2. Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får mange forskellige kulturelle oplevelser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier.

Sammenhæng

I hverdagen i Østerfælled Børnehus oplever børnene kultur via de kulturelle værdier, som børnene tilegner sig i hverdagen. Børnene møder den kunstneriske skabende kraft gennem musik, sang, billedkunst, teater og litteratur. Kultur giver børnene oplevelser og erfaringer, der hjælper dem til at forstå sig selv og de fællesskaber, de indgår i.

Gennem kunstneriske og æstetiske oplevelser og processer opnår børnene forskellige former for kulturelle indtryk samt muligheden for at udtrykke sig på kendte og ukendte måder.

Østerfælled Børnehus er en institution med børn og familier fra mange forskellige lande. Vi oplever forskellige kulturer, religioner, familieforhold m.m.

Mål

Vi ønsker, at børnene med egen krop udtrykker sig selv og således udfolder deres fantasi og bliver nysgerrige. Vi ønsker, at børnene tør sætte sig selv i spil og får en stemme i fællesskabet. Barnets stemme har værdi; vi ser og lytter til initiativer og ideer og hjælper barnet med at virkeliggøre dem.

Børnene føler sig som en del af både små og store fællesskaber. Det kan være deres faste legerelationer, stuen og huset som helhed.

Børnene har mulighed for at deltage i skabende aktiviteter og får kendskab til forskellige materialer og udtryksformer.

Vi bygger hverdagen op om traditioner, der kendetegner samfundet og Østerfælled Børnehus, f.eks. jul, fastelavn, fællessang på tværs af stuerne og Østerfælled Børnehus’ fødselsdag. De kulturelle traditioner binder året sammen, og giver børnene en forståelse af årets gang i samfundet og Østerfælled Børnehus.

Vi bestræber os på at give børnene kendskab til og at respektere hinandens kulturelle, nationale og familiære baggrunde.

Vi byder forældrene ind i et tillidsfuldt og forpligtende samarbejde om barnets hverdag hjemme og i Østerfælled Børnehus.

Vi ønsker at gøre overgangen mellem os og familien mindre ved at udveksle viden og erfaringer om vores og familiens traditioner og hverdag.

I Østerfælled Børnehus ser vi en særlig værdi i at skabe en kultur, hvor alle oplever at være en del af et værdifuldt og forpligtende fællesskab. "Jeg har værdi for fællesskabet, og fællesskabet har værdi for mig”.

Børnene er nysgerrige på vores forskelligheder og respekterer disse.

Tiltag

Vi er nysgerrige på den skabende proces, griber barnets initiativ og igangsætter kreative aktiviteter; vi ser teater, danser, hører musik, synger og udtrykker os kreativt med forskellige materialer i hverdagen.

Vi fejrer hinandens fødselsdage, børn og personale, og sætter flag op og synger fødselsdagssang. Vi har kreative projekter og pynter op i forbindelse med traditioner, som f.eks. til fastelavn hvor vi maler fastelavnsposer.

Vi hilser på hinanden, børn som voksne, og styrker dermed fællesskabsfølelsen, som er en vigtig værdi i Østerfælled Børnehus.

Vi deler børnene ind i små grupper, så der opstår mulighed for nærvær, fordybelse og små fællesskaber.

Vi holder ofte samling og bruger gerne ting og vores kroppe til at begrebsliggøre sangens tema f.eks. en legetøjsedderkop og små fingerbevægelser, når vi synger ”Lille Peter edderkop”. Vi kigger i billedbøger og taler om billederne, og læser små bøger, så som ”Totte bager”, og taler om handlingen og følelser.

Vi tager på besøg på et plejehjem med en lille børnegruppe, hvor vi leger og danner relationer med vores ældre medborgere.

Vi tager til afrikansk dans i Krudttønden, hvor vi lytter til musik, danser, spiller på anderledes instrumenter og synger.

Følgende er revideret på baggrund af den løbende evaluering i maj 2021: 

Vi vil oprette en idébank, hvori medarbejdere kan lade sig inspirere til varierede former for æstetiske og kreative aktiviteter sammen med børnene.

Tegn

Vi ser, at barnet sætter kreative processer i gang på eget initiativ, f.eks. at tegne.

Børnene synger sange, de har lært til samling. De opsøger aktiviteter, de er blevet præsenteret for, så som selv at kigge i bøger. De er nysgerrige og bliver trygge ved tilbagevendende kreative tilbud.

Børnene husker de daglige rutiner, f.eks. samlingen, håndvask inden spisning og ritualerne omkring måltidet.

Evaluering

Fokus for evalueringen skal være, hvad det pædagogiske læringsmiljø betyder for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse, og om der er noget, der skal være anderledes i læringsmiljøet på baggrund af dette.

Vi evaluerer løbende vores pædagogiske dagligdag, udfordringer, mål og tiltag på stuerne og til personalemøder. Hvad fungerer godt hos os?

Hvilke udfordringer har vi? Hvad kan vi udvikle og blive bedre til? Hvad har vi ikke igangsat eller prøvet af?

1. Formålet med evalueringen. Hvad eller hvilket område vil vi evaluere?

2. Dokumenter med fokus på sammenhængen mellem læringsmiljøet og børnenes læring samt med fokus på refleksion.

3. Analyser dokumentation og sæt retning for fremtidig praksis, eventuelle ændringer og tiltag.

Vi får ny viden, ser fremad og sætter nye mål.